HP Geil skal skiftes ud!

Af Svend Brandt, byrådsmedlem for Enhedslisten Haderslev

Jeg har nu siddet i byrådet i 4 år, og troede jeg blev orienteret. I dag er der kommet mere lys på en sag, som gør, at jeg kan se, at byrådet er holdt udenfor væsentlige sager. HP Geil har haft kendskab til en sag, har holdt gentagne møder med en repræsentant for Hertug Hans Gårdens Boligselskab, men ikke orienteret byrådet. Jo, vi har hørt om Boligselskabet, men kun den detalje, hvor en skråning skred, men ikke om alle de sager der har været om ulovlig byggetilladelse, statslige tilskud til Arkil for at bygge andelsboliger, en grund der er overbebygget, advokater i dobbeltroller og meget mere. Det er en rigtig møgsag, hvor borgmesteren ikke har indhentet byrådets støtte, men blot afvist sagen. Det er nu endt med, at statsadvokaten d. 8.11.17 har bedt politiet om at rejse en sag mod Haderslev kommune og entreprenøren Arkil. Hvorfor har det ikke givet store overskrifter?
Der har i denne byrådsperiode løbende været nyt i den sag, men byrådet har intet hørt. Borgmesteren er ikke sit ansvar voksen.

I hele sagen om VUC Syd, har borgmesteren som formand for bestyrelsen virket som en marionetdukke for ”direktørerne” for VUC. End ikke da det viste sig, at der samtidig med et udbud af byggeriet i Åbenrå var et sammenfald af direktørens private interesser og VUC Syds udbudsvinder, mente formanden HP Geil ikke der var noget at komme efter. En formand der er mere interesseret i honorarer og at det ser godt ud, end i at gå ind i arbejdet og løse den opgave, han er udpeget til.

De her ting er blot et par eksempler på, hvad der sker, når systemet er lukket, og 12 medlemmer af byrådet er sat udenfor indflydelse. Det om Hertug Hans Gården er der tilsyneladende ikke nogen medier der tør tage op. Er de bange for kommunens ledelse, Arkil eller er de bange for at de ikke kan forstå sagens komplekse indhold. Der er 9000 dokumenter i sagen, og hvis sproget var på engelsk ville vi tro det var fra et udemokratisk diktatur! Og sagen er kompleks. Der har fra kommunen været tilbageholdt dokumenter, som først nu hvor de kommer frem, giver et klarere billede af sagen.

Fra næste år stiger omkostninger til kommunens politikkere der er udvalgsformænd og næstformænd, da næstformændene fremover også skal have ekstra honorar. De sidste 4 år har HP Geil og partierne omkring konstitueringen (19 af 31 byrådsmedlemmer)) sat sig på al magten. Når de samtidig holder informationer tilbage og nu afsætter endnu flere midler til udvalgsledelsen, så er fremtiden ikke lys.

Eneste redning for kommunens fremtid er, hvis der laves en konstituering bestående af alle 31 og med en ny person på borgmesterposten.

Vi er nødt til at sikre større gennemsigtighed og sikre at borgmesteren ikke har økonomiske interesser i andre sager. Derfor vil Enhedslisten også foreslå, ligesom Vederlagskommissionen, at borgmesteren i Haderslev får løn nok fra byrådet, og derfor ikke skal have ekstra ben med løn fra andre steder. Vi betaler for en fuldtidsborgmester.

Jeg håber at alle vil stemme på et parti, der virkelig vil gøre op med den nuværende struktur. Den struktur, der er præget af lukkethed og samling af magten på de få.

Svend Brandt, Byrådsmedlem/kandidat for Enhedslisten
Ejsbølvej 27, Haderslev
21216397