Bekymring: Byrådets tavshed omkring udsatte borgere gør ondt

Af Rune Robert Friis, med af Enhedslisten Haderslev

Hvornår vil vores byrådspolitikere være med til at tale om de klemte borgere og de mange bekymrende beretninger om ubehagelige møder med Haderslev Kommune?

Der er nu gået flere uger siden, at vores byrådspolitikere blev gjort bekendt med (nye) konkrete eksempler på, at vi fortsat er en kommune, som ikke altid evner at møde vores borgere på en tilstrækkelig hensynsfuld måde, hvilket volder stor skade for de berørte borgere, særligt de udsatte.

Udover Enhedslisten er det dog fortsat kun borgmesteren, som har forholdt sig til problemet, ellers er tavsheden total. Vanen tro begrænser borgmesteren sig i øvrigt til, at forklare i hvilken forstand han ikke er ansvarlig. Kan det virkelig være rigtigt?

Kan det virkelig passe, at vores lokale politikere er så berøringsangste for disse spørgsmål, at man end ikke på et overordnet niveau, ønsker at være nysgerrige på, om vi kan gøre det bedre? Eller ser byrådet sig fritaget fra at forholde sig til problemet, fordi man har besluttet pålægge udvalgte direktører at anlægge civile søgsmål imod Mogens Rerup?

Uanset årsag(er), så er det ikke for sent. Jeg vil derfor endnu engang gerne opfordre til, at vi begynder at tale om problemet og tør være nysgerrige på, hvordan vi kan gøre det bedre. Selv foreslår jeg helt konkret, at vi sikrer en basisuddannelse for alle de medarbejdere som arbejder med udsatte borgere og der er sikkert mange, med større faglig indsigt, som ligger inde med gode konkrete forslag til, hvad vi kan gøre. At komme dertil kræver dog, at byrådets tavshed forstummer.