Det her er min hoptimist. Det er bestemt ikke en genstand jeg selv kan finde på at investere i, men den er alligevel en ting jeg er blevet glad for at have stående.
Jeg fik hoptimisten af en tidligere elev. I mit tidligere arbejde var jeg lærer på et halvårligt læsekursus,hvor jeg modtog børn med læsevanskeligheder fra 4. årgang, og så havde min kollega og jeg et halvt år til at hjælpe eleverne med at knække læsekoden.
Jeg oplevede stort set altid enormt glade og taknemmelige forældre og elever når det halve år var gået. Heraf kommer hoptimisten, for den blev jeg givet af en elev der havde lært at læse.
Det var en underlig tid, for imens jeg havde 4 elever ad gangen og følte at det var en overkommelig opgave, havde mine kolleger fulde klasseværelser og nok at se til. Men det var mig der fik gaverne.
Jeg husker stadig de glade børn og forældre som noget specielt i mit arbejdsliv. I min refleksion over hvad der lykkedes, er jeg kommet frem til at vi imødekom de behov eleverne havde. Vi proppede ikke så mange som muligt ind i klasseværelset og holdt længere på dem. Nej vi havde tid og overskud til at have fokus på den opgave vi havde og løse opgaven med alternative undervisningsmetoder, for det havde vi plads til.
Dette er ikke et opslag der taler for at vi skal have 4 elever i klasserne, det vil ikke give megen mening. Men det er et opslag der skal opfordre til at vi skaber en folkeskole, hvor barnets behov er i centrum. Vi har brug for en skole, hvor det ikke handler om at fylde så mange børn i klasseværelserne som overhovedet muligt og hvor inklusion bliver en måde at spare penge på. Børnene skal have ret til at deres skoledag bliver tilrettelagt efter deres behov. De skal have en skolegang hvor fokus er på at udvikle det enkelte barn bedst muligt. Det er der ikke plads til som det ser ud nu.
Derfor skal der lyde en opfordring fra mig: Stem på Folkeskolen på onsdag. Tak.
