Hvordan styrker vi vores ungdomsuddannelser?

Af Mathias Christiansen – Folketingskandidat for Enhedslisten


Ungdomsuddannelserne er afgørende for unges videre vej i livet. Og selvfølgelig skal alle unge kunne få en uddannelse, hvis de ønsker det. Det kræver investeringer i stedet for de årlige nedskæringer på to pct. på erhvervs- og gymnasieuddannelser. Derfor foreslår vi bl.a. at:

– De private og offentlige arbejdsgivere forpligtes til at oprette det nødvendige antal praktikpladser.

– Hvis en arbejdsgiver forsætligt ikke opfylder sin praktikpladsforpligtelse, skal det fulde sparede beløb indbetales til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Dermed bidrager arbejdsgiveren til dem, der løfter deres praktikpladsforpligtelse.

– Der investeres 200 millioner kr. årligt i at opgradere fysiske rammer, maskinparker, materialer og IT på erhvervsuddannelserne.

– Der ansættes hurtigst muligt 1.000 ekstra lærere på gymnasier og erhvervsgymnasier. Der er blevet fyret mange lærere på gymnasierne som følge af nedskæringer. Derfor skal niveauet løftes efter år med besparelser.