eg har et minde printet i hukommelsen. Egentligt et flot og smukt minde, der nærmest har manifesteret sig som et billede. Et billede fra New York, en septemberdag på en af årsdagene for angrebet på World Trade Center. Helt ydmygt står Simon eller Garfunkel og spiller “Sound of Silence”. Totalt omsluttet af lyden af stilhed, fra en enorm menneskemængde. Et smukt øjeblik hvor sangen fremstod mere relevant end nogen sinde. Billedet fremstillet næsten overdrevet, i ægte amerikansk stil, hvor det ikke skortede på selvhyldest og selvmedlidenhed.
Lyden af stilhed!
Det er en oplevelse som USA, og deres halehæng, har delt rundhåndet ud af siden de oplevede deres stilhed efter 11/9 2001. Millioner af mennesker har siden oplevet utallige “sound og silence”. Hver gang der har været ophold i bomberegnen, har børnene og deres forældre i Irak kunnet nyde lyden af stilhed. Når lægerne på hospitalerne i Syrien har ladet arbejdsroen sænke sig til lyden af stilhed imellem eksplosionerne, eller når flygtninge i Libyens overfyldte lejre kan nyde deres sparsomme rationer i stilheden imellem geværsalverne, så kan de glæde sig til næste gang de kan få lov til at nyde lyden af stilhed.
Al den lyd af stilhed.
Alt sammen udløst af en offensiv udenrigspolitik fra USA og deres halehæng.
Når præsidentvalget i USA engang er overstået, er en af de ting vi i hvert fald kan regne med, at lige meget hvilken præsident USA står tilbage med, vil intet af dette ændre sig. Lyden af stilhed vil fortsat blive eksporteret i stor stil.
Mit sølle håb er, at det amerikanske valg giver anledning til selvransagelse i Danmark. Det er på tide at Danmark ranker ryggen, løsner halsbåndet og vælger humanismen. Det er på tide at stoppe den aggressive udenrigspolitik og i stedet kæmpe for fred.
Det må være den rigtige vej frem, hvis alle skal kunne nyde lyden af stilhed, altid!
