Er sproget vigtigere end kulturen? Er økonomien?

Af Helene Hellesøe Appel

I Haderslev Byråd er det blevet foreslået, at man udliciterer (konkurrenceudsætter!) sprogcentret, fordi kommunen skal spare en halv million kroner.

Der er ingen tvivl om, at Haderslev Sprogcenter er en utrolig vigtig og ansvarsbevidst institution, hvor det ikke bare er sproget, der er i fokus. Samfund, kultur og traditioner er en stor del af undervisningen på sprogcentret, og dermed bidrager skolen til vigtig del af hele integrationsprocessen. Både nu og her, men bestemt også på lang sigt.

Vi taler om en minimal besparelse, som vil få store konsekvenser for både ansatte og kursister på sprogcentret. Er en halv million kroner virkelig det værd, når man tænker på omkostningerne ved at udlicitere skolen? Hvad koster det at udforme udliciteringsmaterialet og kontrakten? Hvad vil det koste at afskedige personale? Og hvem skal betale for opsigelsen af adressen på Bygnaf? Og hvem kan erstatte tabet af de kompetencer, som skolens personalegruppe har bygget op over mange år?

Der er desuden en menneskelig side af sagen. Relationen mellem lærere og kursisterne er enormt vigtig for indlæringen, og det er den især for de kursister med flygtningebaggrund, der i forvejen er skrøbelige. Og så vil man lukke stedet og formegentlig fyre de lærere, som de har en god og tryg tilknytning til. Forandringer, som dem sprogcentret står overfor, kan være meget svære at håndtere for traumatiserede flygtninge. Og vi ved jo alle, at hvis de ikke lærer sproget, så har de ingen fremtid i Danmark.

Udlicitering af Haderslev Sprogcenter vil betyde fyringer, dårligere vilkår for de lærere, der får lov til at blive og værst af alt mindre integration for kursisterne. Hvad er tankerne bag dette forslag?